Bestyrelsens beretning for 2003/04
som fremlagt på generalforsamlingen den 27. maj 2004

Det er ikke lykkedes for bestyrelsen at supplere sig selv i det forløbne år. Bestyrelsen består nu kun af 3 medlemmer, hvilket er med til at sætte sine spor i foreningens aktivitetsniveau.

Vi vil gerne benytte lejligheden til at gøre reklame for bestyrelsesarbejdet. Som medlem af bestyrelsen vil du få stor indflydelse på, hvilke områder vi skal arbejde med, og hvilke ideer der skal realiseres. Der vil endvidere være mulighed for deltagelse i forskellige kurser om foreningsarbejdet, hvis du ønsker det.

Bestyrelsen indgår i handicappolitiske debatter via medlemskabet af LEVs hovedbestyrelse, og her er strukturdebatten blevet et af de store debatemner, men også etikdebat om fosterdiagnostik og debatten om ændring af LEVs principprogram i retning af at arbejde for større ansvar til forældrene har fyldt i årets løb.

Vi kan konstatere, at tidens bevægelse i retning af større enheder også er begyndt at slå igennem på amter og kommuners dispositioner indenfor boområdet, hvor der etableres så store enheder, at tankerne går tilbage til tiden med de store institutioner. Det virker til tider som om, at myndighederne glemmer, at der er tale om mennesker/individers bolig – og at der mere er fokus på at effektivisere en produktion end på individets forhold.

I forbindelse med offentliggørelsen af Strukturkommisionens betænkning har vi også indgået i en debat omkring et høringssvar fra Landsforeningen LEV. Bestyrelsen har til dette arbejde haft hjælp fra Ernst Kristoffersen.

Regeringens udspil til ”Det nye Danmark” er et af de store debatemner i øjeblikket – og vi nærer en begrundet frygt for, hvad der vil ske med tilbudene til vores målgruppe. I oplægget lægges der fx op til at skoler og bosteder skal overgå til den kommune, hvor de er placeret i dag, med en forpligtelse til at opretholde antallet af pladser i kun 1 år.

Der vil også, i tiden der kommer, være mange ting at kaste sig over i foreningen i relation til den overordnede handicappolitik.

I året, der er gået, er arbejdet med bogruppen fortsat, og der har været taget mange initiativer og kontakter. Senest har Københavns Amt på et møde oplyst, at der nu er afsat midler til at bygge et botilbud. Vel at mærke et botilbud, som vil have en målgruppe, der svarer til den målgruppe, som er repræsenteret i bogruppen. Den seneste melding fra amtet tyder dog på, at der kan gå en årrække inden den skitserede løsning kan realiseres.

I august måned opfordrede vi medlemmerne til at være med til at sikre aktiviteterne i foreningen. Det betød blandt andet, at Grete Obel og Maureen Pilvang henvendte sig med et tilbud om at komme og fortælle om ”FC-metoden – en nøgle til kommunikationshandicappede personer”. Det udmøntede sig i mødet ”Kom og hør om: FC-metoden – en nøgle til kommunikationshandicappede personer” den 22. marts. Mødet blev en stor succes, efter at invitationen havde været i flere af LEVs amtsblade og enkelte landsdækkende foreningers blade. Vi håber at ”Kom og hør om …” temaet vil fortsætte med flere emner.

I seneste beretning omtalte vi FOSAM Danmark, som LUMA var blevet medlem af. I det forløbne år har vi, på trods af repræsentation i FOSAM Danmarks bestyrelse, oplevet ikke at blive behandlet ordentligt, ligesom der ikke har været åbenhed omkring handlingerne i FOSAM Danmark. Da vi samtidig kan se, at det ikke er lykkedes FOSAM Danmark at leve op til deres formålsparagraf som blandt andet omtaler ”at tilvejebringe midler til velgørende foreningsarbejde i Danmark”, har vi besluttet at melde LUMA ud af foreningen igen. Med andre ord har medlemskabet af FOSAM Danmark ikke givet overskud.

Vi har også i året, der er gået, forsøgt at komme i dialog med Landsforeningen Autisme, men det er ikke lykkedes. Det er beklageligt, at Landsforeningen Autisme ikke ønsker at indlede et samarbejde til gavn for vores fælles målgruppe, men udspillet må nu komme fra dem.

Vi håber, at det næste år også vil være præget af en aktiv indsats fra medlemmerne, og vi vil i bestyrelsen prioritere opbakning til ideer og initiativer fra medlemmerne højt. Vi forventer, at det handicappolitiske arbejde vil fortsætte med forøget styrke. Den nye struktur i samfundet kan få lige så stor indflydelse på vilkårene for de handicappede og deres familier som udlægningen af åndssvageforsorgen i sin tid. Arbejdet med at få etableret et botilbud vil fortsætte i bogruppen, og vi håber at der vil være ressourcer til at styrke medlemskontakten, synliggøre foreningen yderligere og skaffe midler til foreningen via forskellige aktiviteter, men det vil knibe med den nuværende bestyrelsessammensætning.