Dette nummer

Vi vil i dette nummer starte et tema om kost. Det er et meget omfattende tema, hvor der er mange meninger, følelser og holdninger blandet ind. Vi håber læserne vil bidrage til at temaet kan forsætte i kommende numre af bladet.

 

Du kan her se hvad der har fundet vej til dette nummer:

Formanden har ordet

Bestyrelsens beretning for 2004/05

Referat af LUMAs generalforsamling lørdag den 28. maj 2005 kl. 14.30 på Kløverprisvej.

Tema: Kostens betydning – del 1

Særlig fiskeolie hjælper Sofie med håndskriften

Andre kilder omkring fiskeolier

Beretning fra sommerlandet

Hjemmeside for søskende til børn med autisme – autizme.dk

Pjece ”Forældre til et barn med handicap”

Pjece ”Vejledning til forældre hvis barn har en autismeproblematik”

 

Næste nummer

Udkommer i december 2005. Deadline for indlæg er 15. oktober 2005.

 

Vi modtager meget gerne indlæg fra dig – også selv om deadline ligger lige op til skolernes efterårsferie J.

Hvad kan du som læser gøre?

Bladet er til for dig. Vi modtager meget gerne artikler til offentliggørelse i bladet, det kan være artikler om oplevelser i institutioner, om handicappolitiske tiltag, om diagnoser eller hvad du mener, kan være af interesse for en bredere medlemsskare. Redaktionen (som p.t. er lig med bestyrelsen) forbeholder sig ret til at prioritere, kommentere og eventuelt beskære artiklerne.

 

Du er også meget velkommen til at bestille et mindre oplag af bladet for at placere det på egnede steder / dele det ud med det formål at gøre opmærksom på LUMA.

Formanden har ordet

Når du læser dette står efteråret for døren, hvilket er vanskeligt at forholde sig til i den sommerhede der er lige nu, hvor jeg skriver disse ord midt i ferietiden. Bestyrelsen har taget hul på et nyt foreningsår, hvor vi har set tilbage på de mange kontakter, vi har haft med enkelt personer, og på hvad det kommende år vil bringe.

 

Vi måtte aflyse årsmødet
Vi har i bestyrelsen forsøgt at drage erfaringer af at måtte aflyse dette års årsmøde om beskæftigelse p.g.a. for få tilmeldinger. Vi har i bestyrelsen været alt for dårlige til at gøre opmærksom på årsmødet – det vil vi gøre bedre. Der var i øvrigt også et meget lille fremmøde til den efterfølgende generalforsamling.

 

Det er ingen hemmelighed, at det at slå datoen for årsmødet og generalforsamlingen sammen, er et forsøg på at få flere deltagere på generalforsamlingen.

 

Vi er i bestyrelsen sikre på, at emnet – beskæftigelse – er (eller vil blive) interessant for mange af vores medlemmer, og vi vil forsøge at gennemføre næste årsmøde med samme emne. Vi har allerede nu fastlagt datoen for næste årsmøde (og generalforsamling) til den 6. maj 2006, med årsmøde klokken 13 og generalforsamling klokken 15. En egentlig invitation til årsmødet vil følge i næste blad, som udkommer i marts 2006 – og en omtale af emnet vil finde sted i det bladet, som udkommer december 2005.

 

Det lokale arbejde

Vi må forudsige, at der vil være mange udfordringer i det lokale arbejde i de enkelte kommuner i forbindelse med strukturreformen, hvor kommunerne skal overtage opgaver fra de nuværende amter.

 

Det er vigtigt, at også de udviklingshæmmede med autisme bliver godt repræsenteret i det lokale arbejde i de enkelte kommuner, der nu skal overtage flere arbejdsopgaver fra amterne.

 

Når vi ser ned over medlemslisten, kan vi konstatere, at vi endnu ikke har et medlemsantal, der lægger op til at operere med lokale foreninger/afdelinger af LUMA, men vi vil meget gerne høre, hvis der er medlemmer, der ønsker at stille op til de lokale handicapråd. Vi vil i givet fald tage kontakt til de lokale LEV kredse for at tilbyde opstilling via LEV kredsen, og vi vil også yde al den støtte vi kan.

Bestyrelsens beretning for 2004/05

som fremlagt på generalforsamlingen den 28. maj 2005

 

Dette års beretning kan starte på samme måde som sidste årsberetning, med en tilståelse af at det ikke er lykkedes for bestyrelsen at supplere sig selv i det forløbne år. Bestyrelsen består derfor kun af 3 medlemmer. Vi håber, at generalforsamlingen vil tage dette til efterretning, og at der blandt foreningens medlemmer er personer, der ønsker, enten at indgå i bestyrelsesarbejdet, eller aflaste bestyrelsen med del- eller enkeltopgaver.

 

Efter en omlægning af medlemskaberne i LUMA, er der 57 medlemmer i foreningen. Tallet er faldet som følge af indførelsen af familiemedlemskab (talte tidligere som 2 medlemmer).

 

Udgivelsen af LUMA bladet har været en succes, der har givet mere synlighed af foreningen i forhold til omverdenen. Allerede efter det første blad har vi fået nye medlemmer som følge af bladudgivelsen. Vi har på nuværende tidspunkt udgivet 2 blade (nr. 1 - december 2004 og nr. 1 - marts 2005). Opsætning og tryk er finansieret af reklamer, som vi har indgået aftale med FL Reklame om formidling af. Der ligger et stort stykke arbejde i at skrive indhold til og sammensætte bladet. Bestyrelsen vil her benytte lejligheden til at opfordre medlemmerne til at komme med indlæg til bladet. (Stort som småt er velkomment).

 

LUMAs hjemmeside www.lumaweb.dk har også oplevet et stigende antal besøgende efter udgivelsen af det første blad.

 

LUMA har fået nyt logo, og af bladene fremgår flere måder logoet kan anvendes.

 

Vi har også været aktive i hovedbestyrelsesarbejdet i Landsforeningen LEV i det år der er gået. Det er i den forbindelse især de mere overordnede handicappolitiske problemstillinger, der drøftes. I året der er gået, har det især været strukturreformen, der har været drøftet, men der har også været plads til mange andre emner, herunder fosterdiagnogstik. Debatten om strukturreformens indvirkning på LEVs opbygning har også fyldt en del i debatten – og vil ganske givet også påvirke LUMA.

 

Odd Fellow - Chr. Winther loge 86 har givet et tilskud på 6.000,- til afvikling af forældre-, søskende- eller familiekursus. Vi er ikke bundet af emnet, men der skal afvikles et kursus. Der er ikke binding på tidsrum, men vi håber vi kan finde en løsning på afvikling af kursusaktiviteten.

 

Der har været flere kontakter med forældre i forbindelse med vores bogruppe, også med forældre, der ikke ønsker at deltage i bogruppen i øjeblikket. Det er et langt sejt træk at opnå synlige resultater for bogruppen i form af nye botilbud til hele gruppen. Det har heldigvis vist sig, at der er enkelte af medlemmerne af bogruppen har fået botilbud til deres ”barn”.

 

I det forløbne år har bestyrelsen ikke haft tid eller lejlighed til – på grund af de begrænsede ressourcer i 3-mands bestyrelsen – at afholde nye ”Kom og hør om”-arrangementer, men er der medlemmer, der har nogen gode ideer til indholdet af nye arrangementer, vil vi opfordre til at man kontakter en fra bestyrelsen og også i den forbindelse vil der være mulighed for selv at deltage aktivt i arrangementet.

 

Vi håber at det foreningsår der kommer, vil bringe mange aktiviteter godt støttet af aktive medlemmer. Ud over de mange aktiviteter i forbindelse med bestyrelsesarbejdet og i LEVs hovedbestyrelse, håber vi at kunne fastholde arbejdet med udgivelsen af 3 blade hvert år, ligesom arbejdet med bogruppen og den kommende strukturreform vil fylde meget.

 

-- o O o --

 

Referat af LUMAs generalforsamling lørdag den 28. maj 2005 kl. 14.30 på Kløverprisvej.

 

Henrik bød velkommen.

 

1. Valg af dirigent.

Bette Spiegelhauer blev valgt og konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt, jf. vedtægterne.

 

2. Bestyrelsens beretning.

Henrik resumerede beretningen.

Der var ingen spørgsmål, og beretningen blev enstemmigt godkendt.

 

3. Forelæggelse af det reviderede regnskab.

Øjvind gennemgik regnskabets nøgletal. I udgiften ”drift” er indeholdt honoraret for foreningens logo på 2.500 kr. Regnskabet blev enstemmigt godkendt.

 

4. Fastsættelse af kontingent.

Bestyrelsen havde foreslået en forhøjelse af kontingentet, men trak forslaget tilbage, da udgiften til logo var et engangsbeløb, og indtægterne ved uændret kontingent derfor fortsat forventes at slå til. Herefter vedtog generalforsamlingen uændret kontingent, dvs. 110 kr. pr. person og 170 kr. pr. familie. Derudover blev det vedtaget, at institutioner, der ønsker medlemskab af foreningen, betaler 170 kr. svarende til familiekontingentet.

 

5. Behandling af indkomne forslag.

Der var ikke indkommet nogen forslag.

 

6. Valg af formand.

Henrik blev genvalgt.

 

7. Valg af bestyrelsesmedlemmer.

Øjvind blev genvalgt. Der var ikke andre, der ønskede at stille op til bestyrelsen.

Børge fortsætter - var ikke på valg.

Det blev vedtaget, at bestyrelsen forsøger at supplere sig selv.

 

8. Valg af suppleanter.

Der var ingen, der opstillede.

Også her blev det vedtaget, at bestyrelsen selv prøver at finde suppleanter.

 

9. Valg af to revisorer.

Begge revisorer blev genvalgt.

 

10. Eventuelt.

Det blev drøftet, hvordan foreningen kunne få flere medlemmer. Det nye medlemsblad har allerede medført flere henvendelser om medlemskab, og medlemmerne er meget velkomne til at rekvirere yderligere eksemplarer af bladet til uddeling, fremlæggelse osv. på biblioteker, institutioner, sygehuse, mv., så kendskabet til LUMA kan udbredes.

 

Herefter afsluttede dirigenten generalforsamlingen og takkede for god ro og orden, og formanden takkede dirigenten for god mødeledelse.

 

 

               Charlotte Kort                        Bette Spiegelhauer

               Referent                                Dirigent

 

Tema: Kostens betydning – del 1

Af Henrik Sloth

 

Vi har i dette nummer valgt at begynde et tema om kost. Hvis læserne giver udtryk for interesse for temaet (send gerne mail til luma@lumaweb.dk – eller ring til et medlem af bestyrelsen med kommentarer), vil temaet fortsætte over de næste numre af LUMA bladet. Kosten har helt generelt stor betydning for alle mennesker. Der kan være mange indgangsvinkler til temaet om kosten.

 

Blandt andet har Landsforening LEV, Frederiksborg Amtskreds haft et projekt for udviklingshæmmede med vægtproblemer. Projektet hedder ”Sundt er sjovt”, og der kan læses mere om det på http://sundtersjovt.dk/. Projektet har vist, at mange udviklingshæmmede er uden mæthedsfornemmelse, og ikke har forståelse for betydningen af sunde kostvaner. Her har fokus været at forbedre tilværelsen via den rette kost.

 

 

 

Der er en teori om, at autisme skal ses som en stofskifteforstyrrelse. Den engelske professor Paul Shattock, har skrevet en publikation om autisme som stofskifteforstyrrelse. Hvis autisme er påvirket af stofskiftet vil kosten naturligvis have stor betydning.

  

Der er flere eksempler på, at sammensætningen af kosten kan have positiv indvirkning på nogle af virkningerne af autisme, damp, koncentrationsvanskeligheder m.v. Det er let at blive forvirret over de forskellige meldinger om det ene eller andet, der enten skal tilføres i kosten eller fjernes fra kosten. Der er flere af meldingerne, der tilsyneladende alene er baseret på beskrivelse af positive erfaringer baseret på flere enkelt tilfælde. Når der er lavet undersøgelser er det mere reglen, end undtagelsen, at der er undersøgelser, der støtter metoden – og undersøgelser, der rejser tvivl om metoden. Et eksempel på dette kan være høje doser af vitamin B6 sammen med magnesium, hvor flere undersøgelser viser en bedre livskvalitet hos op til halvdelen af personerne, der fik de mega høje doser B6 med magnesium, men at der også er undersøgelser der rejser tvivl. Læs eventuelt mere i artiklen ”Vitamin B6” gengivet i Autismebladet 2002 nr. 1. Artiklen er også tilgængelig på www.autisme.dk

 

 

Der er også personer med autisme, der kommer på diæt, der er fri for gluten (hvede, rug, byg og havre) og casein (mælkeproteiner).  Der er igangsat et forskningsprojekt under navnet Scan-Brit.

Formålet med forskningsprojektet er at undersøge effekten af en gluten- og caseinfri diæt hos 60 børn mellem 4 og 10 år, som er diagnosticeret med en autismespektrumsforstyrrelse.

I Scan-Brit projektet medvirker forskere og andre fagfolk fra England, Norge og Danmark. Det er Center for Autisme i Bagsværd, der står for projektet.

 

Flere andre vellykkede forsøg vedrørende autisme og gluten/mælkefri kost har fundet sted, men projektet her er det første af sin art med en kontrolgruppe.

 

Du kan læse mere om projektet omkring gluten- og caseinfri diæt på Center for Autismes hjemmeside www.centerforautisme.dk under menupunktet ”Forskning og udviklingsprojekter”.

 

 

Der findes også metoder, hvor man tager udgangspunkt i at tilføre ekstraelementer til kosten enten for at råde bod på en ikke tilstrækkelig alsidig kost, eller for at tage højde for dele, hvor fx personer med autisme har behov for at få tilført ekstra mængder. En af disse metoder handler om at tilføre ekstra fedtsyrer i form af fiskeolier.

 

Under overskriften ”Særlig fiskeolie hjælper Sofie med håndskriften” baseret på en pressemeddelelse af journalist Rie Nielsen, sætter vi lidt fokus på fiskeolierne. Når vi sætter fokus på fiskeolierne, skyldes det, at vi har modtaget blandt andet nedenstående materiale om emnet, og at vi har hørt mange gode erfaringer fra forældre, der har valgt at give deres barn fiskeolietilskud. Vi vil gerne opfordre læserne til at sende indlæg om kost til bladet, så vi kan underbygge eller brede temaet ud. Send dit indlæg til luma@lumaweb.dk eller til Henrik Sloth.

 

Hvis du ønsker at gå dybere i teorierne omkring kostens indvirkning, kan du starte i et bachelorprojekt fra sommeren 2005 i Human Ernæring udført af Suzanne Runstedt med titlen ”Kost og autisme”, hvor der bliver gennemgået en række af faktorer ved kosten baseret på en undersøgelse af kosten hos, dels et antal børn med autisme, et antal søskende til børn med autisme og dels et antal børn uden berøring med autisme. Du vil i litteraturlisten finde en række henvisninger. Projektrapporten kan findes på www.suhrs.dk.

 

Særlig fiskeolie hjælper Sofie med håndskriften      

Engelske forskere har skabt en særlig sammensætning af flerumættede fedtsyrer, der mærkbart hjælper børn, som har problemer med at lære Der er håb for børn og unge, der kæmper med indlærings- og koncentrationsvanskeligheder.

 

Engelske forskere har fundet frem til et naturprodukt bestående af en særlig fiskeolie, kaldet kirunalolie og planteolie, der ved forsøg med børn med motoriske og indlæringsmæssige vanskeligheder, har vist nærmest mirakuløse resultater for omkring 40 procent af børnene.

 

Forskere kalder olien "den intelligente fedtsyresammensætning". Og den betegnelse passer rigtig godt, mener formanden for NLD-gruppen under Landsforeningen Autisme, Hanne Veje.

 

Hanne Veje er mor til Sofie på 11 år, der har autisme. Sofie har svært ved at sætte sig ind i, hvad andre mener, tænker og føler. Oveni har Sofie motoriske vanskeligheder. Hun plejede at tegne bogstaverne langsomt og møjsommeligt hver gang, fordi hun ikke udviklede den nødvendige automatik. Oveni sine skrivevanskeligheder havde Sofie store problemer med matematik. Hun var to år efter sine klassekammerater.

Men en dag så Hanne Veje en side på Internettet, der beskrev et videnskabeligt forsøg med "den intelligente fedtsyresammensætning", kaldet "Durhamstudiet". Hanne Veje håbede, at produktet også kunne hjælpe Sofie, og i februar begyndte hun at give hende oliekapslerne. Siden er Sofies verden ændret.

 

- Det er kolossalt, hvilken hjælp mange børn med indlæringsvanskeligheder kan have af oliekapslerne, siger Hanne Veje. - Sofie kalder dem selv "mirakelpiller". Og vi hører fra andre i NLD-gruppen, der også har opnået virkeligt gode resultater med olien. En del forældre fortæller, at lærerne spørger, om der er sket forandringer derhjemme, siden børnene er blevet så meget mere koncentrerede og pludseligt rykker både socialt og fagligt.

 

Hanne Veje fortæller, at familien efter otte uger med oliekapslerne en aften sad over lektierne:

- Jeg har aldrig forlangt, at Sofie skulle skrive nydeligt og pænt, for det kunne hun jo ikke på grund af motorikken. Det var svært for hende at huske og skrive svarene, fordi det var så anstrengende og langsommeligt for hende at skrive. - Men en aften i slutningen af marts så jeg, at Sofie skrev både flydende og pænt og helt uden besvær. Jeg holdt vejret, mens hun koncentreret besvarede alle opgaverne. Da hun var færdig, skubbede hun kladdehæftet over til mig og sagde med strålende øjne: "Se mor, er det ikke bare fint?" Så kom jeg altså til at tude helt rørt. Kort efter begyndte matematikken også at glide meget lettere for Fie, og da vi nåede sommerferien, havde Sofie indhentet sine klassekammerater. Sofies lærere var også imponerede.

 

Sofie siger selv om processen:

Jeg er blevet meget bedre til at regne. Før syntes jeg bare at jeg var et kvaj. Og nu synes jeg også, at det går meget bedre med at lade være med at hidse mig så meget op. Det var svært for mig at skrive rigtigt flot og jeg blev ophidset over at jeg ikke kunne finde ud af det. Men nu skriver jeg så kongeligt kønt.

 

Man kan læse mere på hjemmesiderne www.durhamtrial.org og www.englesind.dk

 

 

 

 

      Sofies håndskrift

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Februar 2004                                                       Marts 2004

 

Speciel olie fra ansjoser skærper intellektet

Forskydning af sammensætningen af fedtsyrer er en vigtig årsag til problemer som hyperaktivitet, ordblindhed og dårlig motorik. Men et nyt produkt, der bygger på videnskabelig forskning, viser mirakuløse resultater blandt andet for børn.

 

Miraklernes tid er ikke forbi. I hvert fald ligner det et mirakel, når man ser den fremgang, børn nyder ved at indtage et nyt kosttilskud, skabt af førende fedtsyreforskere.

 

Produktet har været på markedet i Danmark i knapt et år. Det sælges under navnet eye q, og er af flere forskere, blandt andre professor Olle Haglund, doktor i medicinsk videnskab ved Uppsala Universitet i Sverige, blevet kaldt "den intelligente fedtsyresammensætning", fordi den blandt andre hjælper børn med indlærings-, koordinations-, læse- og skrivevanskeligheder.

 

Forskere fremviste fantastiske resultater ved det videnskabelige forsøgsprojekt "The Durham Trial" i England. Det er det hidtil mest omfattende og intensive studium i, hvordan fedtsyrer kan virke på indlæringsproblemer. I løbet af 2002 fik flere end 100 børn på 12 forskellige engelske skoler dagligt enten aktive eller placebo-kapsler. Alle børnene havde koordinationsproblemer, og mange af dem havde derudover problemer med koncentration og indlæring. Ingen vidste, hvilke børn der fik det aktive stof, og hvilke der fik placebo.

 

Hovedformålet var at kigge på dyspraksi og motoriske problemer, men gjaldt også tilstande som ordblindhed og hyperaktivitet. "Resultaterne er meget opmuntrende. Vi så, at op mod 40 procent af børnene i forsøget viste dramatiske forbedringer. I nogle tilfælde så vi, at elever forbedrede deres læsning med, hvad der svarer fra 18 måneder til fire år. Og nogle elever forbedrede deres koncentration med helt op til 400 procent," udtaler Dr. Madeleine Portwood, der stod for undersøgelsen.

Dr. Madeleine Portwood, Specialist Senior Educational Psychologist, er Verdens førende specialist indenfor dyspraksi. Hun er ansat ved Durham County Caouncil.

 

Kosttilskuddet eye q indeholder cirka 4 dele EPA og 1 del DHA samt GLA fra planten kæmpenatlys. Olien er udviklet af professor David Horrobin, der var den største af pionererne bag fedtsyrers store betydning. Ved at blande olie, presset fra sardiner, ansjoser og den tredje fiskeart pilchard, fik han kirunalolie, der adskiller sig markant fra andre fiskeolier på grund af det særligt høje indhold af EPA i forhold til DHA.

 

Kosttilskuddet kan købes i helsekostforretninger. Det er sat i produktion af firmaet Equazen. Yderligere oplysninger om produktet er tilgængelige på hjemmesiden www.equazen.com eller hos direktør Kirsten Jorsal fra produktets danske importør, Novasel EU i Skårup på Fyn, tlf.: 63230002.

______________________________________

 

Andre kilder omkring fiskeolier

Af Henrik Sloth

 

Der findes ud over omtalerne på www.durhamtrial.org og www.englesind.dk også en publikation, der hedder ”Den intelligente fedtsyresammensætning”.

Find denne publikation på internettet på adressen http://www.logon.dk/eliasens/DIF-folder/DIF-Piece.pdf

 

Beretning fra sommerlandet

Vi har modtaget nedenstående beretning fra et af vores medlemmer – og vi vil gerne opfordre til, at andre også sender indlæg til bladet.

 

 

Af J. Rasmussen, 2770 Kastrup

 

Lad os starte med konklusionen! Tirsdag den 28. juni 2005 havde vi en dejlig dag i Fårup Sommerland sammen med vor datter og svigersøn og 3 af vor børnebørn: Carina/12 år, Helene/10 år og Clara/4 år. Helene er autist og meget udviklingshæmmet!

 

Vi - bedsteforældrene - mødtes med familien i Skallerup Klit om morgenen, og kort efter kl. 10 gik vi gennem indgangen til Fårup Sommerland. Og gennem udgangen ved lukketid kl. 19.00! En lang og anstrengende dag, men med så mange gode oplevelser, at selv "pensionistben" ikke mærkede det før senere på aftenen"!

 

Inden besøget i Fårup Sommerland havde vor svigersøn været i telefonisk forbindelse med stedet for at høre, om man der havde en ordning, som familien havde mødt i Legoland: Et lille mærke hæftet på blusen med teksten "VIS HENSYN". En information til andre gæster og til medarbejdere om, at her kommer en handicappet person, som - eksempelvis - ikke er så egnet til at stå i kø, eller til at være tæt på fremmede mennesker! Man havde i Fårup Sommerland hørt om ordningen og ønskede at komme i gang med den. Man var derfor meget positiv over for henvendelsen. Der blev derfor bl.a. via internettet givet oplysninger om arrangementet og om Helene.

 

Ved indgangen henvendte vi os i INFORMATIONEN, hvor vi fik det lille mærke til blusen: ”VIS HENSYN". Og vi fik at vide, at Helene blev den første bærer af dette mærke i Fårup Sommerland! Forsagt og lidt undskyldende meddelte man dog, at ordningen var så ny, at det var muligt, at den måske ikke var nået kommunikeret ud til alle medarbejdere? En betænkelighed, som viste sig ubegrundet! Vi mødte dagen igennem megen velvilje og forståelse fra personale og medgæster! Helene klarede at stå i de fleste køer sammen med os andre, men enkelte steder ventede Helene udenfor køen og fik så lov til at komme til sammen med sine søstre, der havde stået i køen. Vi var også ude for at få tilbudt en ekstra tur – og det var jo populært også hos hendes søstre.

Helene havde en dejlig dag! Vi bedsteforældre og resten af familien glædede os, fordi hun begejstredes og henrykkedes over de selvsamme ting, som andre børn gør! Jo vildere, jo sjovere! Undertiden lige vildt nok til bedsteforældrene! Men som skrevet i begyndelsen af indlægget: En dejlig dag i Fårup Sommerland!

 

Ved udgangen var vi igen i INFORMATIONEN, hvor der blev udvekslet erfaringer. Ikke uvæsentligt. Tænk på det i lignende situationer! Tak til Fårup Sommerland.

 

Dette indlæg er skrevet til LUMA om Helene. Det er også på sin plads at få skrevet, at vi 4 voksne kunne opleve, at Carina og Clara havde en dejlig dag sammen med Helene og os.

 

En særlig tak til Herlev Kommune, som ydede økonomisk hjælp til vi bedsteforældres rejse i forbindelse med arrangementet. En hjælp, som aldrig har været og aldrig bliver en forudsætning for ønsket om at støtte vore børn og børnebørn.

Hjemmeside for søskende til børn med autisme – autizme.dk

Hjemmesiden, der blev omtalt i sidste nummer af LUMA bladet, er nu – lettere forsinket – tilgængelig på www.autizme.dk

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Pjece ”Forældre til et barn med handicap”

Socialministeriet har udgivet en pjece med titlen ”Forældre til et barn med handicap”. Socialministeriet skriver:

Pjecen henvender sig til forældre, der venter eller har et barn med handicap. Pjecen gennemgår de vigtigste tilbud om hjælp og støtte fra den offentlige sektor, dvs. fra social-, sundheds-, kultur-, og undervisnings- områderne og indeholder en helt konkret information om, hvor man kan henvende sig for at få rådgivning og vejledning, og om hvilke myndigheder og fagpersoner der er forpligtet til at hjælpe.

Pjecen er tilgængelig de steder, hvor gravide og forældre til et barn med handicap færdes - dvs. hos jordemoderen, på sygehuse, hos sundhedsplejersken, den praktiserende læge, socialforvaltninger m.fl. Pjecen kan downloades fra Den sociale portal: http://www.social.dk/.

 

Indholdsfortegnelse:

Til forældrene

Kommunen

Forældre- og handicaporganisationer

Barnets alderstrin

Tilbud til familien

Tilbud til barnet

Tilskud til familiens økonomi

Kultur og fritid

Sagsbehandling

Klageregler

Relevant lovgivning

Få mere viden

 

 

 

 

Pjece ”Vejledning til forældre hvis barn har en autismeproblematik”

Videnscenter for autisme har i 2004 udgivet en pjece ”Vejledning for forældre, hvis barn har en autismeproblematik”, der giver en kort introduktion til de forskellige forstyrrelser inden for autismespektret. Den giver samtidig råd om, hvordan man som forældre kan omgås og kommunikere med sit barn. Pjecen kan hentes på www.autisme.dk.

 

Videnscenter for autisme har også udgivet en pjece ”Vejledning for fagfolk i den primære sundhedstjeneste – Autismespektrumtilstande”, som også kan hentes på www.autisme.dk.